SPORFOSSILER I DANMARK


Mange steder i landet findes der lokaliteter, hvor man kan se sporfossiler. Det er sjældent, at et aflejret sediment ikke på et eller andet tidspunkt, på den ene eller anden måde er blevet besøgt af dyr, som har sat deres spor. Hvis et sediment ikke bliver besøgt af dyr, for eksempel på grund af mangel på ilt, vil det som oftest optræde som en fint lamineret aflejring. Et eksempel på sedimenter aflejret i et iltfattigt miljø er at finde i den danske Eocæne lagserie (f.eks. Stolle Klint Leret og Moleret). Disse sedimenter er nydeligt lagdelt uden nogen forstyrrelser.

De fleste aflejringsmiljøer har imidlertid indeholdt mere eller mindre ilt, og derfor også en fauna, og langt de fleste sedimenter fra Tertiærtiden er derfor bioturberede.


Den Oligocæn-Miocæne Vejle Fjord Formation

Mange steder ved øst og nord Jyllands kyster er sedimenter fra Vejle Fjord Formationen blottet (se kort fig. ) Denne formation består af sedimenter, som er aflejret i et kystnært miljø, hvor der var et rigt dyreliv. Aflejringsmiljøerne var laguner, strande, tidevandsflader med tidevandskanaler, klitter relateret til storm påvirkede barriere-ø miljøer i stil med Vadehavet i dag. I disse aflejringer fandtes der for 20-25 mill år siden, ligesom der gør i vadehavet idag, en vældig dyreaktivitet. Krebs, snegle,muslinger, orme, søpindsvin m.fl. gravede deres gange og skakter for at skjule sig for rovdyr, for at spise, eller for at etablere optimale betingelser for at få ilt og næring. Så mens man ved Vadehavet kan iagttage nulevende dyrs graveaktiviteter direkte associeret med spordanneren, kan man kun finde sporene fra lignende aktivitet i aflejringerne fra Oligocæn-Miocæn tiden og så komme med kvalificerede gæt vedrørende spordanneren ud fra sammenligninger. I nogle tilfælde er der kun liden tvivl. De smukke tidevandsaflejringer er med deres fine lagdeling et eminent medium for sporfossiler. For eksempel sætter søpindsvin meget karakteristiske spor efter sig som vist i fig 24-26.

Bromley har i sin bog “Trace Fossils” en udmærket illustration, som viser et søpindsvins adfærd (fig. ).

Fig

Han beskriver søpindsvinets adfærd, som er ganske fascinerende. I sandede sedimenter bliver det op til 4cm langt, lever 15-20 cm nede i sedimentet, hvor det beværger sig horizontalt. I mudret sediment er de mindre og lever i max 4 cms dybde under sedimentoverfladen. Her bevæger de sig fremad i ryk med en hastighed på nogle få cm i timen i snit. Dens kammer er omgivet af en slimhinde ligesom skakten, der går op til overfladen og afføringskanalen bag den. Den graver i sedimentet med piggene foran og det løse sediment transporteres bagud under dyret og ud i afføringsskakten, hvor det presses sammen i halvcirkelformede strukturer. Vedhænget i skakten skaffer næring fra havbunden. 4-6 stykker rækker op på havbunden på skift, hvor de henter næring. Dette tages ned og indarbejdes i slimhinden foran dyret og transporteres ned til munden på dyrets underside. Når den bygger skakten og bevæger sig falder der sandkorn ned, som indarbejdes i pressestrukturerne sammen med ekskrementer. Så der foregår en kontinuert transport af vand og næring fra havbunden, ned igennem skakten, gennem dyret og ud til afføringskanalen, som kollapser, når dyret har bevæget sig nogle dm. Den dybde, som pindsvinet lever i, er delvist iltfattig, og Bromley har foreslået at det levwer i en kemisk symbiose med anaeobe bakterier, som omdanner sulfid til ilt. Disse er fundet i dyret og i afføringskanalen i rigelig mængde. De lever i så fald af dyrets sulfid producerende organiske afføring og producerer ilt til gengæld, som søpindsvinet kan nyde godt af. En sådan kemisk symbiose foregår i mange af de tilfælde, hvor dyr graver nogle decimeter ned i sedimentet, hvor der er mangel på ilt. Det er også sådanne bakterier, som i præKambrium udgjorde den første form for liv i det iltfrie miljø, som herskede på jorden for et par milliarder år siden. De producerede ilt og spillede som sådan en afgørende rolle for livets udvikling.

Strukturer fra Vejle Fjord Formationen kan ses her.