LIVETS SPOR

Desert

Forfatteren er den smilende person til venstre

Vore fødder aftegnes i sandet

vi sætter spor hvor vi går

som vore forfædre før os

og planter og dyr

i millioner af år

vores adfærd sætter aftryk i verden omkring os

nogle ønsker bevidst at sætte spor

andre vil helst slette alle spor

nogle er slet ikke bevidste

om sporene de sætter


men alt liv sætter spor

nogle er varige

de fleste er flygtige

            de færreste evige




Overfladespor fra strand

Et eksempel på recente spor dannet af dyr, plante og flaske. Hvis de bevares vil de to første blive sporfossiler.


ALT LIV LAVER SPOR

 - Bevarede spor kaldes SPORFOSSILER

"FOSSIL ART" ER EN UDSTILLING AF SPORFOSSILER

Præsenteret som kunst - og videnskab



Fossiler har altid været samleobjekter og ved hjælp af dem er verdens geologiske historie kortlagt i ganske stor detaillegrad, selv om der så absolut er mange spørgsmål, som stadig venter på svar. Af langt nyere dato end interessen for fossiler er interessen for sporfossiler, d.v.s. de spor, som tidligere liv har efterladt. Dette er egentlig mærkeligt, thi mens fossiler skylder sin oprindelse og bevaring helt specielle omstændigheder, så afspejler sporfossilerne den normale tilstand. At aflejringer gennemgraves af dyr og planter er helt normalt, og de fleste aflejringer indeholder da også en eller anden form for spor. Men da sporene som oftest ikke er direkte associeret med et fossil kan det være en større detektivopgave at tolke sporene og fravriste dem deres værdifulde oplysninger om fortidigt liv. Dette er imidlertid lykkedes i stigende grad igennem de sidste et hundrede år, i høj grad takket være nogle få dygtige personer, som har viet deres liv til denne forskningsgren kaldet ichnologi efter de græske ord IKNOS, der betyder spor og LOGOS, der betyder ord eller studie.

En person som studerer spor og forsøger at tolke dem kaldes i daglig tale for en detektiv. Men for de spor, som dette handler om, bruges ofte et andet ord, en ichnolog, selv om det for så vidt er den samme type arbejde vedkommende udfører.


Sporfossiler er spor af dyr og planters aktiviteter. I den danske lagserie findes et utal af spor fra tidligere liv. De er imidlertid for størstedelens vedkommende ikke så enkle at indsamle som håndfaste fossiler, hvilket skyldes, at de overvejende findes i mere eller mindre ukonsoliderede sedimenter. Kun på Bornholm, Færøerne og i Grønland har vi de hårde bjergarter, der kunne danne basis for sporfossil indsamling på samme vis som indsamling af traditionelle fossiler. Det samme gør sig selvfølgelig gældende i de intervaller, hvor tilstrækkelig hårde bjergarter forekommer, for eksempel i kalken fra Kridttiden og i konkretioner. Men ellers må man bevæbne sig med sedimentskraber, kniv og kamera, hvis man vil studere sporfossiler i den danske lagserie. Hvis man vil have dem med hjem må man benytte specielle teknikker til at tage aftryk af disse spor.

For at et overfladespor kan bevares for eftertiden kræves det, at naturen laver et aftryk af det. Derudover skal aftrykket beskyttes imod destruktion af vejr og vind og andre gravende dyr. De største chancer fås derfor, hvor vand hurtigt efter sporets dannelse aflejrer materiale ovenpå og i sporet. Hvis dette sker, kan sporet blive gemt som et negativt aftryk som kan bevares i lagserien i millioner af år. Optimale steder er for eksempel i en flodeng, i et tidevands miljø, eller andre steder, hvor midlertidige oversvømmelser forekommer.

<>Spor, som er lavet under jordoverfladen har endnu større chancer end overfladespor for at blive bevaret. Det gælder for eksempel gravegange og andre former for spor fra gravende organismer.

FIG

Sedimentet er det medium som sporene laves i. Fig 1X viser hvordan sedimenter dannes. Det er forskellige former for aflejringer som sand, ler og grus, som er et resultat af erosion og transport fra et højere liggende kildeområde. Vand er den drivende kraft i disse mekaniske processer fra erosion til aflejring, og ilt er den drivende kraft i de biologiske processer, d.v.s. dyrenes aktiviteter. Ilten findes i atmosfæren og i vandet, men i sedimentet aftager ilt indholdet hurtigt med dybden. I ganske få dms dybde er der mangel på ilt. Derfor foregår den biologiske aktivitet i den øverste del af sedimentet, og derfor består en del af dyrenes aktiviteter i at skaffe sig adgang eller bevare adgangen til ilt, mens en anden del af aktiviteten består i at skaffe næring.

FIG

En tegning af steder hvor overfladespor har gode chancer for at blive bevaret – desuden er andre steder, hvor spor bevares, skitseret. Figuren viser den sedimentære cyclus : erosion-transport-aflejring-konsolidering-kompaktion- kemisk omdannelse grundet tryk og temperatur-hævning-og så begynder det forfra.

Generelt gælder, at erosion foregår over havniveau, mens aflejring sker i vandet, først og fremmest i havet, men også i floder og søer. Vand er den drivende kraft. Det eroderer, transporterer og aflejrer materialet. Det der eroderes bringes ud til havet via floderne og aflejres som et vandret lag på havbunden ovenpå tidligere aflejrede lag, så i den resulterende lagserie ligger de yngste lag øverst og de ældste lag nederst. Spordannerne arbejder i det øverste lag, og når det bliver dækket af nye sedimenter, bliver sporene beskyttet og kan bevares i millioner af år alt efter forholdene. Senere kan de blive tilgængelige for os ved at lagserien bliver hævet p.gr.a. bjergkædefoldning, eller ved at havniveauet falder.



Fig. F

I de øverste lag, hvor dyrene graver og på anden måde sætter spor, bliver miljøet reducerende i nogle cm til dm s dybde. Da dyrene kræver ilt for at overleve må de holde sig til det iltholdige del af sedimentet eller sørge for forhold, der gør, at de konstant får tilført ilt, f.eks. ved at cirkulere vand i U-formede gravegange. Forskellige dyr stiller forskellige krav til niveauet af ilt, og der er sågar nogle dyr der kan leve i meget iltfattigt sediment. Disse har sat spor som condrites og zoophycos som har en stor chance for at blive bevaret simpelthen fordi de er lavet dybere nede i sedimentet end de fleste andre spor.



Historien om Sporfossil forskningen


Mange spor fossiler blev i lang tid ikke erkendt som værende produceret af dyr. De blev ofte forvekslet med plantefossiler, fordi en del af dem med deres fine mønstre ligner blade eller en form for alger. Derfor blev der givet misvisende navne til dem i fejlagtige klassifikationer, baseret på at der for eksempel var tale om fossile alger. I 1873 publicerede en svensker ved navn Nathorst imidlertid et arbejde, hvori han tilbageviste, at der kunne være tale om plantefossiler og aftryk. Men helt op til begyndelsen af det 20.århundrede fortsatte diskussionen og sporfossiler blev fortsat af mange forskere anset for at stamme fra alger. I de første 2-3 årtier af det 20.århundrede skete der ikke meget indenfor sporfossilforskningen, men så begyndte en betydelig forskning med centrum hovedsageligt i Tyskland ,hvor personer som Abel, Richter og senere Walther Häntzschel gjorde et stort arbejde med inddeling og navngivning og katalogisering af en detaljeret liste over kendte sporfossiler (Fossilium Catalogus 1965). I 1950'erne udkom der så en række unikke publikationer på tysk af Adolf Seilacher. De omhandlede sporfossilers brug ikke bare i palæontologi, men også i stratigrafi, sedimentologi og palæoøkologi. Seilacher summerede senere disse publikationer på engelsk (1962-1967) i artikler, som er banebrydende og uundværlig læsning for enhver med interesse for spor fossiler. Seilacher etablerede klassifikationer af spor baseret på 1) bevarelses form 2) adfærd og 3) sedimentær miljø. Desuden har han bidraget med analyser og fortolkninger af hidtil upåagtede detaljer, specielt indenfor trilobit spor. Idag er Seilacher stadig aktiv som en af de største sporfossil forskere og har det sidste årti, efter han modtog den svenske Crafoord Pris i 1992, etableret en rejsende sporfossil udstilling "Fossil Art" sammen med sin forskningsgruppe i Tüebingen, Tyskland. Denne udstilling, som indeholder de flotteste eksemplarer fra hele verden og deres historie, bliver vist i Danmark i år 2006 på Naturhistorisk Museum i Århus, Geologisk Museum i København og Oplevelsescenteret i Åkirkeby på Bornholm. Idag er sporfossilstudier en integreret del af sedimentologisk og stratigrafisk arbejde i oliebranchen, hvor det udgør en vigtig del af borekerne beskrivelser. Desuden er sporfossilstudier integreret i geologi fagene ved universiteter som forsknings og undervisningsemne, og mange geologiske foreninger afholder sporfossil ekskursioner, konferencer m.m. Herhjemme i Danmark har vi i mange år haft glæden af at have den anden verdenskendte sporfossilforsker, Dr Richard Bromley, ansat i en årrække ved Københavns Universitet. Hans bidrag til sporfossil forskningen har specielt været studiet af nulevende dyr og deres spor inclusive boringer. En stor del af illustrationerne på denne webside er hentet fra disse to personers publikationer.


Navngivning

Sporfossilet består som regel af mere eller mindre komplicerede mønstre, eller en labyrint af gange, ofte et helt netværk af horisontale gange i en hvis dybde, hvorfra der går enkelte gange op til sedimentoverfladen. Det horisontale gangsystem kaldes en labyrint eller et galleri. Hvis gangene er forbundne i tre dimensioner fås et netværk (5c).

Fig 3a  termer         labyrint labyrint

Fig 5c  Gitter
Fig. 5b Nogle almen brugte betegnelser for forgreninger
Fig. 5c Netværk. Eksempelvis Thallasinoides.

Når spordanneren flytter sin position for eksempel som reaktion på ændringer i aflejrings hastigheden, kan successive konjukturer af gravegangen vise et mønster, som kaldes “spreiten”. Også ved horisontale bevægelser kan disse dannes. Det er et mønster, som dannes indeni et sedimentlag, og derfor er der en god chance for, at det bliver bevaret. Ud fra mønsteret kan man se, om dyret bevægede sig opad som reaktion på aflejring, eller nedad som reaktion på erosion.
FIG Spreiten



Nogle dyr laver pressestrukturer bag sig, når de bevæger sig fremad.  Nogle almindelige ord og deres betydning er vist i figuren nedenfor.

fig.3b termer

fig.4  backfill

Pressestrukturer dannet af et søpindsvin som bevægede sig i Vejle Fjord Formationens sedimenter for 22 millioner år siden.
(Skyum Bjerge, foto af Claus Beyer)

Klassifikation af sporfossiler

Efter forvirringen opstået på grund af den tidligere fejlagtige klassifikation af sporfossiler som alge og planteaftryk, er der nu ved at være etableret en anerkendt klassifikation af sporfossiler, som er optaget i ICZN (International Code of Zoological Nomenclatur). I sidste version fra 1997 er både spor af dyr og planterødder, cyanobakteriers boringer og andre bakteriespor og dyreeskrementer inkluderet.

Der bruges følgende fem klassifikationer af sporfossiler, hvoraf de første to er rent beskrivende de andre baseret på tolkning:

Seilachers klassifikationer
    Baseret på
         Bestemmelse

MORFOLOGISK
FORM
ud fra sporets form og opbygning
Ichnotaksonomisk
BEVARINGSPOTENTIALE
BEVARING
hvordan sporet er bevaret
Ichnotaksonomisk
PALÆOMILJØ
MILJØ
tolkning af palæomiljøet
Ichnotaksonomisk
ETOLOGISK
ADFÆRD
tolkning af adfærden, som har dannet sporet
Ichnotaksonomisk




BIOTAKSONOMISK
SPORDANNER
Navnet på spordanneren. Er sjældent muligt.
Biotaksonomisk






De første fire er ichnotaksonomiske klassifikationer, mens den femte er en biotaksonomisk, som
ofte er umulig at udføre på grund af vanskellighederne med at knytte spor og fossiler sammen.


Morfologisk klassifikation

Mens man i biologien opererer med rækker-klasser-familier-arter-genera, så opererer man i ichnologien kun med genera og arter idet sporfossiler ikke kan formere sig. Der er givet navne til de forskellige sporfossiler på basis af deres udseende. Nogle af disse, for eksempel condrites og zoophycos, blev navngivet dengang, man troede, at der var tale om plantefossiler (hvorfra også ordet spreiten stammer), men navnene bevares, idet det først givne navn altid har prioritet.

Selve formen af sporene vil som regel afsløre om de er biologisk dannet, d.v.s. biogene. De fleste ikke-biogene strukturer er dannet på overfladen. Hvis der ses spreiten, som viser, at det er dannet indeni et sedimentlag, er det derfor allerede sandsynligt at der er tale om et sporfossil. Ligeledes hvis regelmæssige, halvcirkelformede fyldnings eller pressestrukturer er til stede, kan man slutte at det er biogent dannet. Andre fingerpeg kan være, at formen af strukturen viser en del af et dyr, f.eks. et dinosaur fodspor. Også hvis en gravegangslignende struktur har en foring er det tegn på en biogen oprindelse, specielt hvis der indgår ekskrementer i foringsmaterialet. Ligeledes hvis der er mange ens spor af ens størrelse eller hvis der er komplicerede regelmæssige mønstre.

De almindeligst forekommende sporfossiler er vist i de følgende figurer, hvor de er placeret i de grupper, hvori de oftest forekommer. Desuden er de vist, således som de kan fremstå i et profil eller en borekerne. Se tegningerne (fra Ekdal &      ).


  Illustration af Morfologien af nogle sporfossiler  morfologi3 morfologi4


Palæomiljø Klassifikation

Denne inddeling af spor i typiske grupper, såkaldte ichnofacies, er meget benyttet, idet den er anvendelig i en integreret tolkning af det sedimentære miljø og derfor bruges i blandt andet olieindustrien som en vigtig del af kernebeskrivelser. Seilacher opstillede en klassifikation, hvor sporfossilgrupper blev knyttet til vanddybde. Der er en tendens til, at kystmiljøet er domineret af vertikale spor, mens horizontale spor bliver dominerende i takt med øgende vanddybde. Dette hænger sammen med, at dyr, der lever af næring opløst i vandet, såkaldte suspensions spisere, dominerer i det kystnære højenergi miljø, mens dyr, der lever af det organiske materiale på sedimentkorn i sedimentet, såkaldte sedimentspisere, dominerer på dybt vand, hvilket igen hænger sammen med tilgængeligheden af næring, som forekommer i suspension i højenergi miljøet, mens det sedimenteres på dybt vand. Suspensions spisere dominerer af samme grund i sandede sedimenter, mens lerede sedimenter er domineret af sedimentspisere.

Palæomiljø

Bestemmende for disse forskellige gruppers særlige karakter er udover energi niveauet også hårdheden af sedimentet. Således findes Trypanites ichnofacies på hård bund og sporfossilerne består hovedsageligt af boringer. Glossifungites ichnofacies findes på lidt mindre hård bund, mens de andre forekommer på mere sædvanligt sediment.



Klassifikation efter bevaringsmåde

Bestemte typer spor bevares på bestemte måder. F.eks. bevares spor på sedimentoverflader som relief, mens gravegange kan bevares i sin helhed. Det er blevet forsøgt at inddele sporfossiler efter deres bevaringsmåde. Blandt andre har Seilacher (1964 ) og Martinson (1970) indført nogle termer, som bliver brugt i beskrivelsen af sporfossilers bevaringsform.

Seilacher skelnede mellem spor i sedimentet (endogene), på overfladen af sedimentlag (exogene) og på undersiden af sedimentlag (undertracks). Som tidligere nævnt har spor dannet indeni sedimentlag, såkaldt endogene spor, større chance for at blive bevaret end overfladespor (exogene spor).

Fig.10 Bevaringsform
Klassifikation efter bevaringsmåde.



Klassifikation baseret på adfærd

Endelig har Seilacher også inddelt sporfossiler efter spordannernes adfærd, sådan som den kan tolkes ud fra sporfossilet.

-Pause struktur (cubichnia)

-Bevægelses struktur (repichnia), f.eks. fodspor

-Beboelse struktur (domichnia)

-midlertid hvile og græsnings struktur dannes f.eks. af sedimentspisere, der kan græsse i regulære mønstre ud fra deres position (fodinichnia).      

-Græsningsstruktur (pasichnia) dannes ved et dyrs søgning efter føde. Det er ofte et regelmæssigt mønster, som dannes ved effektiv afsøgning  af et område.

   
-Dyrkningsstruktur (agrichnia) dannes ved et dyrs dyrkning af f.eks. bakterier

-Flugtspor (fuchichnia) dannes ved hurtig bevægelse som responds på pludseligt ændrede ydre vilkår, som oftest sedimentation eller erosion.

Fig.11 Adfærd

Etologisk klassifikation

Biotaksonomiske klassifikation

Den biotaksonomiske klassifikation er som nævnt vanskellig, idet fossil og spor næsten aldrig kan knyttes sammen. Med andre ord, så ved man sædvanligvis ikke, hvilket dyr, der er ansvarlig for et bestemt sporfossil.

Et illustrerende eksempel er Ophiomorpha spor, som dannes af den nulevende krebs Callianassa. Calianassa krebsen har eksisteret siden Kridt tiden, men Ophiomorpha kendes også fra jurassiske bjergarter aflejret længe før. Callianassa kan desuden lave Thallassinoides sporfossilet i mere lerede sedimenter, hvor den for Ophiomorpha karakteristiske vægforstærkning af ekskrementer og ler ikke er nødvendig, og den kan i tillæg danne sporfossilet Favreina, som simpelthen er dens karakteristiske ekskrementer.


Bioturbation

Fossiler skyldes usædvanlige hændelser. Normalt vil selv et hårdt skelet eller en skal nedbrydes og indgå i naturens kredsløb. Det er kun specielle begivenheder eller omstændigheder, der bevirker at de bevares som fossiler. Anderledes er det med sporfossiler. Disse afspejler normale forhold og kun nogle specielle spor, som for eksempel flugtspor, kræver specielle omstændigheder for at blive dannet.

Sedimentforstyrrelsen forårsaget af dyrs og planters aktiviteter, kaldes bioturbation.

Ofte kan de enkelte sporfossiler ikke skelnes, og bioturbationen viser sig blot som en spraglet, broget blanding af sand, silt og ler med sandpletter og lerpletter. Dette er når sedimentet er meget bioturberet. Andre steder er er det muligt at erkende enkelte bioturbationsstrukturer, som måske ovenikøbet kan henføres til nogle mulige spordannere. Også selv om man ikke kan bestemme, hvilke dyr, der har lavet sporene, kan de fortælle noget om spordannerens adfærd. For eksempel viser flugtspor, at dyret har forsøgt at undgå kvælningsdøden ved at grave sig opad så hurtigt som muligt igennem et pludseligt aflejret sandlag. Eller sporet kan vise, at dyret har gravet sig længere ned som en reaktion på erosion, eller fordi det har prøvet at flygte fra et rovdyr. Små detaljer kan også vise hvilken vej dyret har bevæget sig.

Hvis dyr kan leve i sedimentet vil de blande de forskellige lag og i yderste konsekvens skabe et homogent sediment. Som oftest vil de forskellige dyr imidlertid sætte hver deres karakteristiske spor, så sedimentet får en mængde mere eller mindre erkendtbare sporfossiler. Graden af homogenisering kaldes bioturbations graden, som kan gives en skala fra 0 til 6, hvor 6 er total homogenisering, mens 0 betegner et fuldstændig lamineret sediment frit for spor. Faktisk er det kun meget hurtigt aflejret sediment og aflejringer i iltfrie miljøer, som ikke har spor fra dyr. Sedimenter, der er aflejret under disse omstændigheder kan dog senere blive gennemgravet af dyr og derved alligevel blive mere meller mindre bioturberet.

Bioturbationen tjener mange formål. Dels er det et resultat af spordannerens søgen efter føde, dels giver den nedgravede postion en bedre beskyttelse imod rovdyr.

Ånding, dvs ilttilførsel, forbedres ved nedgravning da meget vand kan cirkuleres igennem en gravegang ved dyrets bevægelser. Dyret kan derved leve i et sediment fattigere på ilt, end hvis det var afhængig af bundvandet, som ikke cirkulerer så meget. Denne gennemstrømning af vand fremmer dyret på forskellige måder, dels ved muskel bevægelser, som pumper vand igennem gravegangen, dels ved selve konstruktionen af gangene, hvor air condition eller rettere vand gennemstrømning kan installeres ved at have varierende højde på åbningerne.

Fremskaffelse af føde kræver bioturbation. Mikroalger og bakterier lever på sedimentkorn, hvor de nedbryder organisk materiale. Disse bliver spist af de gravende sedimentspisere, som vælger den del af sedimentet, som de bedst kan lide. De er selektive m.h.t. sedimenttype blandt andet kornstørrelsen. Ved at grave sig ned får dyret også fordel af, at næringen i sedimentet er stabilt og forudsigeligt, mens nærings mængden i bundvand ved sedimentoverfladen varierer.

Til gengæld er organisk materiale ved sedimentoverfladen friskere, umodent og bliver konstant fornyet. Dette har andre dyr, overfladesediment -spisere, glæde af.

Sedimentets indflydelse på bioturbationen og vice versa

Sedimentationeshastigheden påvirker bioturbationen, idet dyrene må bevare forbindelsen til det iltholdige vand og derfor er nødt til at skynde sig opad i tilfælde af, at der for eksempel under storm pludseligt aflejres et mange centimeter tykt sedimentlag, som afskærer forbindelsen til det livgivende ilt. Alternativet er, at faunaen dør. I sedimenter aflejret i stormdominerede miljøer, for eksempel kystmiljøer i stil med det Vejle Fjord Formationen blev aflejret i, kan man derfor se en varierende bioturbationsgrad, som indikerer, at sedimentationshastigheden på tidspunkter har været for høj til at dyrene kunne klare sig og på andre tidspunkter så lav, at sedimentet er blevet gennembioturberet.


Sedimenttypen kontrollerer strukturerne, som vi så ved dannelsen af Tallasinoides eller Ophiomorpha lavet af det samme dyr i henholdsvis leret og sandet sediment. Kornstørrelsen påvirker aktivitetens art. Dyrene foretrækker ofte bestemte kornstørrelser og kornstørrelsen kan påvirke dyret, f.eks. ornamenteringen på muslingeskaller, som bliver grovere i grovkornet sediment end i finkornet sediment.

Omvendt påvirker bioturbationen også sedimentet, som for eksempel kan blive graderet på grund af omfordelingen af sedimentkorn. Vandindholdet, d.v.s porøsiteten og thixotropien øges også.

Fig.22 Søpindsvin tværsnit

Tværsnit af søpindsvins spor i lagdelt tidevandskanalsediment.. Fra Skyum Bjerge. (Foto: Claus Beyer)


Sporfossiler i Biostratigrafi

Sporfossiler giver et mere fuldstændigt billede af den tidligere fauna end fossiler gør, fordi fossiler kun bevares under specielle kemiske forhold, og nogle dyr, for eksempel orme, bliver aldrig bevaret som fossiler. Desuden kan fossiler omlejres, hvorimod sporfossiler altid findes på stedet, hvor de blev dannet. Derfor giver sporfossiler både økologisk information om miljøet, som dyret levede i, og etologisk information om dyrets adfærd.

Stratigrafiske grænser er fra gammel tid ofte sat ved første forekomst af bestemte fossiler. For eksempel er basis af Kambrium i en lagserie sat der, hvor de første kalkskallede fossiler findes, hvilket som oftest er fra trilobitter. Imidlertid er trilobitternes spor at finde længere nede i lagserien. Sporfossiler som for eksempel trilobitsporet Cruziana optræder tidligere end de mere håndfaste fossiler, hvilket viser, at trilobitter levede tidligere end hvad fossilerne indikerer, og basis af kambrium kan derfor flyttes længere ned i de aktuelle lagserier, hvis den skal defineres ud fra trilobitternes indtræden på arenaen. Sporfossiler kan altså bruges til at definere stratigrafiske grænser.
Desuden kan de i begrænset grad bruges til korrelation og grove dateringer. Denne brug hæmmes imidlertid af, at de i høj grad er facies afhængige, d.v.s. sporene er begrænset til specielle aflejringsmiljøer. Desuden er det umuligt at knytte et spor til et bestemt fossil. Man kan altså ikke helt vide hvilket dyr, der dannede sporet, men kun med kvalificerede gæt og meget detaljerede iagttagelser begrænse det til nogle få mulige.


Samarbejde Man kan imidlertid nå langt ved at studere nutidige dyr og deres adfærd og spordannelse, hvilket blandt andre R.Bromley har forsket i. Det er fascinerende at se, hvor dygtige arkitekter dyrene kan være. Og selvom det naturlige liv er en evig krig, som handler om at spise og blive spist, så er der også mange eksempler på samarbejde. For eksempel er det ofte tilfældet, at flere forskellige dyr beboer det samme gangsystem, eller hver deres del af et kombineret gitter.
En reje og en gobifisk kan dele gangsystem (Bromley 2003). Ovenikøbet til gensidig nytte, idet gobi fisken konstruerer åbningen og den øvre, større del af gravegangen mens rejen graver og konstant modificerer den nedre del. Om natten og når der er fare på færde gemmer fisken sig i gravegangen, mens rejen på andre tidspunkter beskyttet af fisken kan søge næring på sedimentoverfladen ved gangens åbning.





Tilbage til


*
FOSSIL ART Tidsskala  
*
Information om udstillingen Generelt om sporfossiler Forsiden