Sporfossil nr. 30  Aftryk af skaldyr i vækstposition

spor31 Unionid aftryk

BIVALVES Bløddyr

Bløddyrene blev til under den Kambriske eksplosion.

De opstod som alle mollusker i det marine miljø. Ganske få af dem formåede at klare sig i fersk vand og en ganske lille fraktion af snegle gruppen (gastropoder) formåede at gå på land i Trias, sådan som vertebraterne allerede havde gjort på et tidligere tidspunkt. Da ferskvands og land miljøer er meget mere isolerede end det marine miljø, bevirkede dette en stor variation af arter. Dette gælder også Unionidae, som denne lille historie handler om.

De to sedimentflader vist her (nr.30 og 31) er et eksempel på sporfossiler og fossiler fundet i nær tilknytning til hinanden, hvilket er en sjældenhed i sig selv. Det ene lag viser orienterede hvilespor af Unionada, mens det andet lag (spor 31), aflejret blot 30 cm over det første, indeholder orienterede fossiler af Unionada, . Hvad der skaber en tilknytning imellem de to sedimentlag er de talrige flugtspor, som forbinder dem. Dyrene har altså levet ganske tæt side om side (panel 30) i et ideelt miljø, som pludseligt er blevet ændret ved, at en storm er kommet ind over området og har afsat et 30 cm tykt sandlag. Dette er sket hurtigt og forbindelsen til det iltholdige vand er derved blevet afskåret, hvilket bevirkede, at dyrene (bivalves) hurtigst muligt måtte forsøge at komme op til sedimentoverfladen. Her har efterfølgende sedimentationen af slam alligevel dræbt dyrene, som er bevaret som fossiler, på grund af den hurtige begravelse under slammet.

Men hvorfor er fossilerne aflejret horizontalt i stedet for i vækstposition og hvorfor er de orienterede med samme retning som aftrykkene i laget 30 cm under? Og hvorfor er skallerne kun lidt åbne i stedet for, som normalt er med døde skaldyr, totalt åbne i ”sommerfugle position”? Det sidste kan forklares ved, at dyrene døde meget kort tid før eller samtidig med begravelsestidspunktet, hvorved musklerne ikke har nået at afslappes inden begravelsen. Årsagen til deres horisontale orientering er, at dyrene ved tiltagende iltmangel grundet slamsedimentationen søgte helt op til sedimentoverfladen, hvor de døde og dernæst blev orienteret af det tilbagestrømmende vand eventuelt fra samme stormepisode, som afsatte det tykke sandlag. Denne dramatiske historie er sket over meget kort tid og viser derved et tragisk kort øjeblik for faunaen i dette lavlands flodsystem.


Fig. SIT-1Panel #30 Undersiden af et lag med en mængde aftryk.

Hvert aftryk er dannet af et stort bløddyr, som har siddet her i livsposition. Da ingen af sporene skærer hinanden, kan man gå ud fra, at de er dannet samtidigt, og at dyrene, Unionidae, har levet ligeså tæt som disse hvilespor er placeret. Dette kan lade sig gøre for suspensions spisere, hvis det ovenliggende vand er turbulent nok og derved tilfører rigeligt med næring.

Orienteringen skyldes, at de lever af næring opløst i vandet, som de inhalerer og filtrere med gæller, som sidder indvendigt godt beskyttet af skal. Mange skaldyr inhalerer vand i den ene ende og exhalerer i den anden. For gravende skaldyr er den anden ende imidlertid optaget af foden, som bruges til at grave med. Derfor indåndes og udåndes der i samme ende, nemlig den, der rager op til sedimentoverfladen. For ikke at indånde det netop udåndede vand orienterer skaldyrene sig ofte sådan, at der indåndes i opstrømsretningen og udåndes i nedstrømsretningen. Dyrene positionerer sig altså i overensstemmelse med den generelle strømretning som vist i fig. .


Fig. SIT-2 Tegning Livspositionen for unionidae bløddyr (bivalves?). Skallerne kan lukkes med en lukkemuskel. Der findes også en fjeder, som lagrer lukkeenergien og bevirker, at skallen åbnes, når lukkemusklen aflappes, for eksempel når dyret dør.

Dyret graver sig ned ved en skub-og-træk handling, der består i, at skallerne åbnes lidt imod sedimentet for at holde stand samtidig med at foden bliver flad som en smal kile, der kan bevæges.

Fig. SIT-2 Tegning Livspositionen for unionidae bløddyr (bivalves?). Skallerne kan lukkes med en lukkemuskel. Der findes også en fjeder, som lagrer lukkeenergien og bevirker, at skallen åbnes, når lukkemusklen aflappes.

Dyret graver sig ned ved en skub-og-træk handling, der består i, at skallerne åbnes lidt imod sedimentet for at holde stand samtidig med at foden bliver flad som en smal kile, der kan bevæges nedad i sedimentet. Dernæst fyldes foden med legemsvædske så den udvides og fungerer som et anker hvorefter skallerne lukker sig, så modstanden mindskes, og dyret kan bevæge sig lidt nedad.


Fig. SIT-3 panel #31 De næsten lukkede skaller, som viser en generel orientering i overensstemmelse med aftrykene i panel #30


Fig .SIT-4 tegning Orienteringerne er vist i de to rosediagrammer





Tilbage til
*
FOSSIL ART Tidsskala  
Sporfossiler i Danmark
*
Information om udstillingen Generelt om sporfossiler Forsiden