Sporfossil nr.16 Oldhamia. Dette spor er dannet på samme tid som det store "Lasso spor" (nr.23), nemlig i Nedre Kambrium.
De er imidlertir ikke lavet i det lavvandede hav som "Lasso sporet", men derimod ude på dybhavet. Spor af Oldhamia findes i Maine, Alaska, New Foundland, Irland og Ardennerne. Alle steder i Kambriske dybvandsbjergarter, som er skubbet op ved kontinentkollision og bjergkædedannelser.
Dybhavs sedimentation  består af meget langsomt aflejret finkornet sediment. Ind imellem bevirker kortvarige skred fra lavvands områder, kontinentalsokkelen, at grovere sediment bliver aflejret ude på dybt vand. Disse skred kan udsløses af jordskælv eller af havvandsændringer, der gør kontinentalhylden ustabil og bevirker til tider meget store skred, der kan transportere groft sediment over flere tusinde kilometer ud på det dybeste hav. Men ind imellem disse kortvarige episoder er der på dybhavet stille og roligt . Dette tillod i tiden før og kortvarigt efter den Kambriske eksplosion at biologiske alge måtter kunne brede sig uforstyrret over havbunden. Disse er ikke bevaret; men de orme, som skaffede sig næring fra dem, dannede spor, som viser os, at de har eksisteret. Disse orme spiste af biomåtternes affaldsprodukter nedefra, altså fra deres underside. De viste spor er altså ikke overfladespor, men spor dannet i sedimentet af orme, som systematisk ernærede sig af biomåtternes underside ved at grave  nogle få millimeter skævt ned i sedimentet. At de gravede skævt ned kan ses af sporenes fontæneform. At sporene ikke mødes i et punkt i midten af hver enkelt fyrværkeri fontæne skyldes at de ved centrum drejer opad til en graveindgang nogle få millimeter højere oppe.


Spor fossil nr.16 Fyrværkeri

I Andesbjergene i Argentina er Oldhamia antiqua associeret med spor af andre arter, som ernærede sig på samme måde, men efterlod lidt anderledes spor, hvilket viser, at de havde et anderledes adfærdsprogram.   Oldhamia flabellata gravede også skævt ned nogle få millimeter , men lavede så nogle bladlignende strukturer, hvor gangene udgik fra en fælles "stængel". Oldhamia recurvants var større og spidsen af hver gang vendte tilbage i modsat retning. Spidsen bøjedes som en hårnål. Således udnyttede ormene også området imellem gangene. Videre udvikling ses i spor fra Øvre kambrium i Nord Carolina, i Ordoviciske sedimenter fra Portugal , hvor de midterste gange dannede udgangspunkt for sekundære gange og fra Oldhamia fimbriata fra Nedre Karbon i Tyskland.
Disse spor viser en livsstil, der var almindelig også i præKambrium og i tiden før dn Kambriske revolution også fandtes i lavere vandområder. Den eksisterede i flere millioner år efter den Kambriske revolution i det fredeligere dybvandsmiljø, men også her vandt bioturbationen frem og fortrængte denne livsform. I Argentina ses en gradvis rigere bioturbation opad i lagserien samtidig med, at disse ormespor forsvinder.
Man ved ikke hvilke orme, der skabte disse flotte mønstre; men de må have haft et højt udviklet centralnervesystem, idet de ellers ikke kunne have udvist en så regulær adfærd, hvilket har krævet en føling for de mad rige sedimentlag og en føling med afstanden til de andre, nærliggende spor.

Tegning af forskellige  mønstre.



Tilbage til
*
FOSSIL ART Tidsskala  
Sporfossiler i Danmark
*
Information om udstillingen Generelt om sporfossiler Forsiden