Panel 1 Vor jord opstod for omkring 4.6 milliarder år siden, hvilket er cirka en milliard år før livet  opstod, eller i hvert fald det ældste liv, som vi har fundet indikationer på i sedimenter i Isua i Grønland og i Sydafrika.
Da livet opstod, forandrede det sammensætningen af atmosfæren, havvandet og sedimenterne.
Men gennem de første 2-3 milliarder år forblev livet mikroskopisk. Stromatolitter er næsten de eneste "fossiler" fra denne periode.
I den ivrige jagt efter fossiler fra disse forgangne tider blev palæontologer mere end een gang snydt af mærkelige sedimentære former og strukturer, som fejlagtigt blev taget for biologisk dannede. Her vises et par sådanne eksempler.

Panel 1 Spor 1 og 2 tørresprækker

Dette netværk af tørresprækker er blot et eksempel af mange. Tørresprækker i ler kan bevares, hvis de for eksempel fyldes med sand efter dannelsen. Ved efterfølgende kompaktion vil leret kompakteres til en brøkdel af sin  oprindelige tykkelse; mens sandet i revnerne vil bevare sit volumen næsten uændret, men eventuelt deformeres til andre former, f.eks. "pølse" agtige strukturer, eller måske lave lange ridser i lerlaget. Når sandet senere mineraliserer til kvartsit, og leret delvis bortforvitrer, kan mærkelige former blive resultatet.

Det nederste, rødlige stykke er fra den prækambriske NAMA Gruppe blottet i Fish River Canyon i Namibia. Sedimentet er 600 millioner år gammelt. Det specielle er, at tørresprækkerne er doblede. Dette kan skyldes, at foldning har bevirket, at de modstandsdygtige, hærdnede sandlag kunne glide lidt forbi hinanden. Den del af tørresprækkerne, som strakte sig op i sandlaget, har da ridset disse parallelle fordybninger. Det sandlag, som lå over det viste stykke, er senere eroderet bort.

Det øverste stykke er en hel del ældre. Faktisk 1.7 milliarder år. Det er fra Gunpowder Creek Formationen i Queensland , Australien. Kate Pound, som fandt denne lokalitet, troede først, at hun havde fundet ormespor. Hun er ikke den eneste, der har mistolket disse sinusformede riller som sporfossiler. De har endda et sporfossilnavn: Manchuriophycus. Det skyldes, at tilsvarende riller i prækambriske aflejringer i Kina oprindeligt blev tolket og beskrevet som algespor.
Denne type strukturer forekommer i mange forskellige sedimenter af forskellige aldre. Og de forekommer i lavvands marine sedimenter så vel som i flod og sø sedimenter, men de er altid associeret med bølgeribbestrukturer.
En mulig forklaring er, at "Manchuriophycus" er en speciel form for tørresprækker, som dannes i sedimenter aflejret under stormperioder. Det første, der aflejres efter stormen er sandfraktionen, som danner ribbestrukturerne. Umiddelbart efter aflejres lerfraktionen, som hovedsageligt vil lægge sig i ribbetrugene. Derfor fås en sinusform.
Mærkeligt nok er disse former aldrig observeret i overfladen af  moderne sedimenter. Dette tyder på, at krympningen, altså dannelsen af tørresprækkerne er sket under sedimentoverfladen og altså først er sket efter aflejring fra en følgende storm. Disse former er rent fysisk dannet uden nogen biologisk komponent. Og dog. "Manchuriophycus" er specielt  udbredt i prækambriske sedimenter, hvilket kan skyldes, at biomåtter har gjort dannelsen lettere.
Det viste stykke har ribber i negativt relief på undersiden, hvilket er mærkeligt, idet en stormaflejring normalt er  forudgået
af erosion. Det kan være et tegn på, at sedimentet har haft en vis beskyttelse af en biomåtte.





Tilbage til
*
FOSSIL ART Tidsskala  
Sporfossiler i Danmark
*
Information om udstillingen Generelt om sporfossiler Forsiden