Sporfossil nr.17  "Sandstjerner", Psammocorallia. Disse dyr i stil med nutidens søanemoner,  stabiliseredes af af sand, som de slugte for at udfælde  det mellem den indre og ydre væg. Ved at blive cementeret af  en organisk lim tjente dette indre sandskelet to formål: 1) Ornamenteringen af den øvre side (set i afstøbningen) øgede næringsopttagelsesfladen af dens endoderme  liniering og tjente som fastgørelse septre, der inddelte maven. 2) På samme tid fungerede det tunge sand som en "sten i sokken", hvilket inducerede en passiv fæstelse i det bløde bundsubstrat.

Psammocoralia, spor nr.17

Sandkoraller blev kun bevaret som fossiler under meget specielle forhold, idet et organiske cement skelet disintegrerede hurtigt efter døden (hvilket kan ses af orme og trilobitspor der skærer igennem dem). De er sædvanligvis bevaret ved basis eller på toppen af stormlag. Den fladgjorte eller skulturerede top peger opad skønt den modsatte orientering ville være mere stabil med mindre hvis det ikke havde været for denne "sok". Halvrunde legemer med de samme bevarings karakteristika - men for små til at vise tydelige egenskaber på toppen - forekommer så tidligt som Vendian (sen præKambrium). Men de kunne også være sandbolde holdt sammen med mikrobiologisk mucus. Mere almindelige er sandkoraller fra tidlig Kambrium fundet i Sverige, Skotland og Mongoliet. Deres seneste slags stammer fra Ordovicium.
Den viste overflade blev fundet af Chris Paul fra Liverpool på et meget utilgængeligt sted i det allernordligste Skotland. Afstøbningen viser overfladen af en kanalaaflejring, hvor disse dyr var skyllet sammen.
Der er sandsynligvis tale om en stormaflejring i et tidevandsmiljø.
Disse skotske sandkoraller er specielle ved deres størrelse og ved at deres fem septre er draget ud i lange arme. Ryggen af hver septum er perforeret af en serie af vertikale kanaler, hvortil der sandsynligvis var fæstnet muskler, og som fik fossilerne til endnu mere at ligne vendte søstjerner. mens ingen af fossiler viser deres underside, så hælder nogen sideværts og nogle få er knækkede langs septalperforeringerne. Skeletterne består af renere sand end matrix, således at de aftegnes ved deres lyse farve i forvitret tilstand. Dyrene var helt klart transporteret inden aflejring.

Den geotekniske placering:

Akkurat ligesom det Østlige NewFoundland (nr. 12 & 13) er en del af Europa sekundært tilføjet til Amerika, så tilhørte det nordlige Skotland engang Laurentia, den kontinentale kerne af det nuværende Nord Amerika. Dette betyder, at Tidlig Kambriske sandkoraller med deres usædvanlige dannelse af et hårdt skelet havde en verdensomspændende tilstedeværelse. Det er kun på grund af deres speciellt skrøbelige bevaringsform at de synes så sjældne.


Tilbage til
*
FOSSIL ART Tidsskala  
Sporfossiler i Danmark
*
Information om udstillingen Generelt om sporfossiler Forsiden